Gørding skole

Mine ældste søskende fik ikke i første omgang nogen boglig uddannelse, Men alle frekventerede familietraditionen tro de frie efter- og højskoler. Min storebror Jørgen blev som den første sendt på realskolen i Gørding, og af en eller anden grund fik jeg også denne mulighed. Jeg var elev fra 1938, og jeg husker den 1. skoledag, hvor vores klasselærer Larsen Pedersen præsenterede sig. Han tog sin kone om livet, satte hende op på katederet og meddelte, at nu skulle vi være deres børn.

Gørding skole havde allerede i 1912 fået en realafdeling og den havde et godt renomme på egnen. Skolens historie er bl. a. beskrevet i et festskrift, der blev udarbejdet i anledning af 75-års jubilæet i 1987. Heri er der en artikel, som min klassekammerat Frede Truelsen har skrevet. Hans vurdering af vor skoletid kan jeg helt tilslutte mig.

Skolens leder hed Martin Jespersen. Han var møllersøn fra Kokspang. Han fortalte, at han i pubertetsalderen glædede sig til at komme ud af skolen, når han blev konfirmeret, for så skulle han værre møller. På et tidligt tidspunkt i denne beskæftigelse fik han imidlertid sin højre hånd i en valse. Han mistede derved fire finger. Kun tommelfingeren var tilbage. Med dette handicap kunne han ikke blive møller. I stedet kom han på seminariet og blev en usædvanlig dygtig skolemand. Vi havde ham til tysk, hvor han med menneskelig erfaring lærte os sproget ved at tale det.

Vor klasselærer havde vi til matematik, regning, fysik, biologi og sang. I sidstnævnte fag var han en kapacitet. Også uden for skolen gjorde han sig gældende som en inspirerende korleder i denne del af landet. Han blev ikke uden grund hædret med dannebrogsordenen. Vi holdt utrolig meget af ham, og jeg kan den dag i dag huske hans undervisning i regning, matematik, fysik og sang herunder korsang.

 Hans kone hed Bolette. Hende havde vi til dansk. Hun var sød og dygtig, men var ikke så god til at holde disciplin. Ove Møller havde os til engelsk. Han var dygtig, men han terpede unødigt. Lærer Drejer havde vi til historie, geografi og gymnastik. Jeg har kun de bedste minder om ham

Det var fire lykkelige år. Også uden for skoletiden Om sommeren svømmede vi i mølledammen og om vinteren løb vi på skøjter på mosesøen i Tange.

Midt i forløbet gik vi til præst hos sognepræsten Gårn Larsen. Han stammede fra et indremissionsk miljø på Læsø, og min mor, der var i menighedsrådet, havde ikke stemt på ham, da han skulle ansættes men andre herunder læge Jensen vurderede efter de karakterer, som manden havde fået ved aflæggelse af teologisk embedseksamen, og de må åbenbart have været gode..

Provst Hermansen polemiserede mod ham i Dansk Kirketidende, hvor han kaldte ham for en fossil neandertaltype. Gårn Larsen lagde stor vægt på, at man kun kunne blive frelst, hvis man troede på Gud, og det gav mig anledning til at spørge til mulighederne for at blive frelst, hvis man var vokset op langt nede i Afrika eller af anden grund aldrig havde modtaget evangeliets budskab. Hertil svarede han: ”Er det dig eller mig, der har undervisningen her”?

Gårn Larsen sang ikke, så salmesangen forgik inde i stuen, hvor hans søde kone Emmy akkompagnerede. Hun syntes, at jeg sang pænt og forlangte, at jeg skulle stå lige ved siden af hende under sangen.